Christian Rudolph Ebeling og Friederike Luise Sophie Hartvig
Mand Christian Rudolph Ebeling
Født: 26 Okt. 1730 - Kloster Blankenburg Døbt: 30 Okt. 1730 - Kloster Blankenburg Død: 1 Maj 1809 - Ulkebøl, Aabenraa-Sønderborg, Danmark Begravet: 9 Maj 1809 - Ulkebøl, Aabenraa-Sønderborg, Danmark
Far: Hinrich Johann Ebeling Mor: Margaretha Catharina Frese
Ægteskab: 23 Jan. 1761 - Augustenborg, Aabenraa-Sonderborg, Denmark
Begivenheder i hans liv:
• Bopæl, København,,Augustenborg,,,Ulkebøl,,,
Hustru Friederike Luise Sophie Hartvig
Født: 15 Dec. 1731 - Augustenborg, Aabenraa-Sonderborg, Denmark Døbt: Død: 9 Aug. 1818 - Augustenborg, Aabenraa-Sonderborg, Denmark Begravet:
Far: Ernst Günther Hartvig Mor: M. A. Tiedemann
Børn
1 M Frederik Ludwig Ulrich Emil Ebeling
Født: 22 Okt. 1761 - Augustenborg, Aabenraa-Sønderborg, Denmark Døbt: 24 Okt. 1761 - Augustenborg, Aabenraa-Sønderborg, Denmark Død: 1 Mar. 1830 - Gråsten, Åbenrå, Danmark Begravet: - Gråsten, Åbenrå, DanmarkÆgtefælle: Anna Christina Hoech Ægtesk: 23 Nov. 1792 - Ulkebøl, Aabenraa-Sønderborg, Danmark
2 M Wilhelm Marius Emilius Ebeling
Født: 15 Sep. 1762 - Augustenborg, Aabenraa-Sonderborg, Denmark Døbt: Død: Begravet:
3 M Christian Friderich Ludwig Ebeling
Født: 31 Jul. 1768 - Augustenborg, Aabenraa-Sonderborg, Denmark Døbt: Død: Begravet:
4 M Ulrich Carl August Ebeling
Født: 10 Mar. 1771 - Augustenborg, Aabenraa-Sonderborg, Denmark Døbt: Død: Begravet:
5 K Anna Sophie Elisabeth Ebeling
Født: 1772 Døbt: 16 Sep. 1772 - Augustenborg, Aabenraa-Sonderborg, Denmark Død: Begravet:Ægtefælle: Tyge Hansen
Notater: Mand -
Christian Rudolph Ebeling
Afsnit 1
168. Organist Christian Rudolph Ebeling [322],2 søn af Hinrich Johann Ebeling [326] og
Margaretha Catharina Frese [327], blev født den 26-10-1730 i Rostock,16 blev døbt den 30-10-1730
i Kloster Blankenburg Harzen Tyskland, døde den 1-5-1809 i Ulkebøl, Sønderborg i en alder af 78 år, og
blev begravet den 9-5-1809 i Ulkebøl, Sønderborg.
Generelle notater:
Organist og slotslakaj
Augustenborg-orglet fra 1775 var et avanceret instrument, som afspejlede den klanglige udvikling, der fandt sted i det sydlige udland på denne tid - en udvikling der et århundrede senere skulle kulminere i det romantisk-symfoniske orgel med dets differentierede klangpalet af dybtklingende grundstemmer og krydrede karakterstemmer.
Man bestræbte sig på at give instrumentet et tiltalende og luksuøst ydre, og det elegant udformede spillebord med kunstfærdige tin-registerskilte må uden tvivl have vakt opsigt i samtiden. De originale klaviaturer med belægning af elfenben og skildpadde findes desværre ikke længere.
Den drivende kraft bag dette prestige-instrument var en af slottets ansatte. Hans navn var Christian Rudolph Ebeling(1730-1809) han kom fra Oldenborg, og han synes at have været en mand med mange talenter. Han var aktiv som organist, violinist, orgelkonsulent, billedskærer, degn, biavlsekspert, forfatter, violinbygger og orgelarkitekt - og som lakaj på Augustenborg Slot. Den kombinerede ansættelse som lakaj og slotsorganist var ikke så usædvanlig, som man kunne tro. På godser, hvor man ønskede at disponere over et husorkester, havde man normalt ikke råd til at ansætte personer, der udelukkende skulle beskæftiges ved musikken, og derfor var det nærliggende at foretrække tjenestepersonale, der beherskede et instrument og kunne udfylde en plads i ensemblet. En søn blev organist i Århus en anden blev billedskærer og degn i Ulkebøl og senere en søn der blev skovridder på Gråsten
boede i FT1803
Sønderborg, Als Sønder, Ulkebøl, Dorf Ulckebüll, adlichen Gute Langenvorwerck gehörig, , 36, FT-1803, C2559
Afsnit 2
Oversat fra tysk af Finn Broesby-Olsen
Fra familie Ebelings historie sammenfattet af Dr. Otto Rautenberg 1919 (uddrag fra familie Ebelings historie):
Han var først fyrstelig lakaj i Augustenborg, i det mindste siden 1761… og besad endnu i 1784 dette embede. som det fremgår af dødsregistreringen af hans datter Ulrica Sophia ?Annelie (Amalie)? i kirkebogen fra Augustenborg.
Han må snart derefter (i begyndelsen af 1785) være kommet til Ulkebøl som kirketjener. Kirkehistorien indeholder nogle uddrag af den af biskop Tönne Block hvert tredje år udarbejdede visitationsrapport… den gamle kirketjeners bolig (Küstergewese) lå i nærheden af præstegården (Pastorats) på et grundstykke, som nu kaldes "Degnegaard".
Ifølge beretning af Christian Theodor Voigts moder Friederike (rettes til Friederika) Sophie Voigt, født Ebeling (sønnedattersøn af CRE):
"I træskærerarbejde må han have haft store evner/færdigheder… en dåse fremstillet af skildpaddeskjold er endnu i min besiddelse. (I 1929 overgivet af svoger Ludwig Voigt til O. Rautenberg til familiearkivet)… hvorfra han måtte have hentet sin ægtefælle (Ehegespons) er os ikke bekendt. Men en ondsindet natur skulle hun have været… Dette ægtepar havde mindst tre børn, en søn og en datter, der døde tidligt, samt min mors far.
Sønnen (der døde ung) havde talent for at male. Der eksisterer i min besiddelse endnu to billeder af ham, et bibelsk værk (Stück) af ringere værdi og et selvportræt af større værdi"… videre på side 35 fra pastor Karl Hansens livserindringer, skrevet år 1864:
Han (Christian Rudolph) kom i tjeneste hos en greve, hvis navn jeg ej længere husker, at jeg har hørt, men som var liebhaver med hensyn til håndarbejder, og da bedstefar var et godt hoved og fiks på fingrene, så lærte han af denne mand meget, som senere gav ham en behagelig beskæftigelse. Jeg har et par hefter fulde af anvisninger på at male, polere, lakere samt andre nyttige vejledninger (Vorschriften). Disse er dateret "Kopenhagen 24.08.1747". Da kan han således kun have været 17 år gammel. Men der er senere tilføjet en del sådanne anvisninger, som formodentlig er taget/hentet fra aviser eller tidsskrifter.
Hvor længe han var i tjeneste hos denne greve ved jeg ikke; senere ser det ud som om han var lakaj hos prins Emil August, en broder til hertug af Augustenborg Friedrich Christian den ældre, thi han kaldte ham "Min nådigste Prins Aemilius". Senere var han i mellemtiden (mittlerweile) lakaj hos hertug Friedrich Christian og jeg antager, at han i 1760 allerede var i denne stilling, da han giftede sig med Ernst Günther Hartvigs (rettes til Hartwigs) yngste datter Friederike Luise Sophie (rettes til Frideriche Louise Sophie), hvorved han blev ejer af huset i Augustenborg. (Oversætters anmærkning: Storegade 13).
Om sine børns fødsel har han optegnet mangt og meget, som jeg anfører og hvormed jeg vil supplere, hvad jeg ved om deres skæbner. (s. Memo ved børnene) (s. Memo bei den Kindern) yderligere på side 41.
Af de ved børnenes dåb nævnte faddere fremgår det tydeligt, at Christian Rudolph ikke havde opgivet forbindelsen med sine slægtninge i Oldenburg. Familien havde også forgreninger i Holland, og nogen af de rigeste købmænd i Amsterdam var Ebelinger (Ebelings) og det forekommer mig, at jeg fra min mor har hørt, at hendes far besøgte disse slægtninge og havde hjembragt smukke (schöne) gaver til sin hustru og sine børn. Engang var det også på tale, at han skulle have besøgt sit hjem. Den gamle hertug ville gennemføre en rejse til Oldenburg og havde lovet at tage ham med. Men den ovenfor nævnte (?) von Thienen, der var hofkavaler (Hofcavalier) og ikke kunne lide ham, modarbejdede/forpurrede (hintertrieb) det, således at hertugen lod ham vide, at han måtte blive hjemme. Da han måske havde vist sig bedrøvet derover, sagde hertugen for at trøste ham: "Jeg vil give ham forventning om (Expectance… geben) kirketjenerstillingen i Ulkebøl". Det var dengang kun en ringe erstatning for den rejse, han havde glædet sig sådan til, da kirketjeneren i Ulkebøl var en sund og rask mand. Hertugen rejste og bedstefar måtte blive hjemme.
Dog varede det ikke længe, før en dag kirketjenerens søn kom ridende til Augustenborg med sørgeflor på sin hat - kirketjeneren var død, og ifølge hertugens løfte, overtog bedstefar kirketjener- og organisttjenesten. Udnævnelsen er udfærdiget den 22. december 1784 og i en almanak for 1785 har den gamle optegnet, at han blev indsat (eingeführt) i embedet (Amt) den 30. januar og at han den 11. april (1785) flyttede til Ulkebøl med hustru og børn.
Her opstod/påbegyndtes (entsprang) nu et meget behageligt liv for ham. Tjenesten var god og gav ham en sorgløs indkomst, og de opgaver/forretninger (Geschäfte) den pålagde ham, var meget små. Det var udelukkende (eigentlich) på søndage at han skulle præsentere sig i kirken som organist og kirketjener…
Boligen var gammeldags, men rummelig og omgivet af en temmelig stor have. Der hørte også et godt område med til stedet; det lå ved siden af præstegården, men ellers fjernt fra landsbyen og ikke så lidt borte fra kirken. Her indrettede han sig et værksted, hvor han gav sig til at fremstille musikinstrumenter, hvilket lykkedes ham så godt, at der i min barndom ikke var så få violiner, bratscher og kontrabasser på Als, som han havde fremstillet. Yderligere lavede han stole, små og store, men han arbejdede mest i pære- og æbletræ, hvorfor hans møbler blev ormstukne og hurtigt gik til grunde. Han forarbejdede også i horn skeer, gafler, krudthorn og meget andet. Der fandtes overhovedet intet træarbejde, som han ikke var i stand til at udføre. Således skænkede han mig i min barndom en dejlig, fuldrigget Brig, som han selv havde lavet.
Desuden lagde han sig efter biavl og var lykkelig derved. Han byggede i haven et stort bihus af brædder, hvor bikurvene stod over hinanden til begge sider, så han kunne gå mellem dem og beskæftige sig med dem. Han var så fortrolig med bierne, at han efter at de havde sværmet rystede dem ud på et bord, tog dronningen ud (herauslangte) og bar den hen hvor han ville have den, hvorefter bierne fulgte efter, uden at stikke ham. Efter nogle år indgav han en afhandling om biavl til landbrugsselskabet (Landwirtschaftsgesellschaft) og modtog deres sølvmedalje, som jeg endnu opbevarer i min møntsamling.
Sådan levede han hædret og elsket/afholdt af alle, der kendte ham, thi han var en meget venlig mand; ikke høj men velproportioneret; han bar piskeparyk med krøller ved siderne, som var lavet derved, at de var gnedet/revet (gerieben) med et tællelys og derpå strøet med pudder; han var normalt klædt i blå Manchesterfrakke og vest, knæbukser af samme stof med sølvspænder på siderne, hvide bomuldsstrømper og støvler, der ikke nåede op til knæbukserne, således at strømperne mellem bukser og støvler var synlige. Dette var hans højtidskostume (Festtagstracht). Hjemme gik han i træsko og bar om sommeren en flad, rund, grå hat, hvilket på den tid var en sjældenhed. Hvordan hans festhat var, husker jeg ikke.
Med al sin mildhed var han ikke i stand til at overvinde sin hustrus pirrelige/irritable sind. Hun var en rappenskralde/trættekær person (Zankteufel) men en dygtig husmoder. Hun var i en længere årrække døv, hvilket ikke dæmpede hendes heftighed. Men med sin blødhed/mildhed og sagtmodighed overvandt han også dette kors, og når hun larmede, gik han ud i sit værksted, der var i den anden ende af huset, og hengav sig til sit arbejde; således kom han hurtigt i ligevægt igen, da han samtidig var en gudsfrygtig mand, der i alt tog Herren med på råd. Og mens han adspredte sig med sit arbejde, tumlede hun sig i køkkenet med en halvtosset pige "Loviis", der formodentlig var den eneste der kunne holde det ud hos hende, men som også med megen godmodighed og ligegyldighed modtog såvel skældud som slag, og som blev hos den gamle indtil hendes dødsdag.
Det er mærkeligt, så tydeligt den gamle kirketjenerbolig i Ulkebøl med dens omgivelser endnu står for mit blik, selvom jeg kun var 6 år gammel, da bedstefar døde og selvom jeg ikke siden har genset stedet. Når man fra den lille, mørke forstue (Vorplatz) trådte ind i dagligstuen, havde man til venstre 2 fag vinduer, som vendte ud mod haven. Ikke helt forstået: ? Men denne stue og det øvrige hus derover, sprang foran den øvrige huslænge, da der her var anbragt et hjørnevindue, der vendte mod gården ? [Aber diese Stube und das übrige Haus darüber, sprang vor die übrige Hauslänge vor, dass da ein Eckfenster angebract war, das zum Hof führte]. Mellem de to vinduer foran en søjle stod et voksdugsbeklædt bord med den ene ende vendt ud i stuen og på hver side af det stod en lænestol, hvorpå de gamle sad overfor hinanden, hun med ryggen, han med ansigtet vendt mod det førnævnte hjørnevindue. Under dette bord, der tjente som arbejds- såvel som spisebord, var der på begge sider en skuffe med lås og nøgle. Bag bedstefars stol stod, tror jeg nok, et skab, dog erindrer jeg mig ikke dette tydeligt. Overfor indgangsdøren var en dør ind til storstuen, og på den anden side alkoven med sengen, der stod i værelset [der Alkoven mit dem Bett, dass im Zimmer stand]. Overfor vinduerne var døren til køkkenet og en bilæggerkakkelovn over/på hvilken - og på dens sider - bedstemor havde alle mulige gemmesteder til ting og sager, der skulle ligge tørt (trockenstube). Storstuen havde murstensgulv og var havestue derved, at en glasdør førte ud i haven, der var fuld af træer, som stod tæt op ad huset, således at der var dunkelt i værelserne, der naturligvis ikke var særligt høje og hvor vinduerne kun havde små blyindfattede ruder. I storstuen stod nogle gamle dragkister besat ovenpå med tekopper og kinesiske nikkedukker og indvendigt fyldt med uld- og linnedstof; for bedstemor var flittig og spandt uafbrudt og "Loviis" måtte også spinde. Husholdningen for tre mennesker kunne ikke kræve megen tid, og derfor blev der i kirketjenerboligen fremstillet/syslet mangt og meget mellem år og dag. Ovenover storstuen havde bedstefar flere værelser til sine værksteder med høvlebænke, drejebænke og andre apparater, havde også et komfur til tilberedning af hans lakker, fernisser og andet.
På denne tid kan jeg erindre at - og måske længe før - spadserede bedstefar regelmæssigt hver søndag, efter at have udført sin kirketjeneste og indtaget sin middagsmad - til Augustenborg, der kun lå lidt over en halv mil borte, for at besøge mine forældre. Vejen dertil blev dengang betydeligt afkortet af en færge, der lå nedenfor slottet. Her boede en malerisk/pudsig/snurrig (schnurriger) gammel færgemand, der for en skilling satte folk over fjorden i sin båd, hvorfra en vandresti førte over marken gennem en bondehave op til landevejen. Denne vej fulgte såvel bedstefar, når han besøgte os, som også vi, når vi besøgte den gamle. Bedstefar blev hos os indtil mandag, ofte til tirsdag og vandrede så tilbage til sit hus. Sådanne besøg gjorde den gamle os indtil kort før sin død. Da var han 78 år gammel. I april 1809 var han på en sådan tur ankommet til den daværende skolelærer Hammel i Ulkebøl, der boede tæt ved kirken, og klagede over træthed - havde i øvrigt talt meget om mig, hvem han interesserede sig meget for. Få dage senere blev han syg og da besked (Nachrichten) derom nåede Augustenborg, kørte min mor til Ulkebøl, for at hente ham til Augustenborg, hvor han bedre kunne blive plejet end i sit hjem, og være under dagligt lægeligt opsyn. Han var ikke synderligt svag og lægen mente, at han vel kunne drive fjenden på flugt, som dengang franskmændene trængte østrigerne tilbage. Om aftenen den 1. maj var han faldet i søvn og sov tilsyneladende meget roligt, så mor, der ellers vågede hos ham, lagde sig lidt til ro. Senere på natten vågnede hun og kunne ikke høre hans åndedrag. Hun råbte da på far, der lå ovenpå sammen med os børn; og da han kom ned og trådte hen til hans seng, var han allerede død, kold og stiv.
Videre på side 54: Mine forældre besøgte naturligvis ikke sjældent de gamle i Ulkebøl og jeg var da med, oftest trukket af min far i en lille, gul vogn. Senere, da min søster Charlotte blev så stor, at hun kunne komme med, har jeg vel måttet gå, mens hun blev kørt… Da bedstefar døde, var jeg omkring 6 år gammel, og det står tydeligt for mig, at kisten med liget stod i storstuen og at præsten stod foran og holdt ligprædiken, mens jeg indhyllet i en sørgekappe (Trauermantel), der var lejet i Sønderborg og var alt for lang til mig, stod mellem far og onkel til højre ved kistens hovedende, mens det øvrige følge stod rundtom til venstre. Den gamles lig var blevet overført til Ulkebøl og blev der begravet ved siden af provst Hoeg (rettes til Hoeck), der så mange år var hans foresatte nabo og ven. Provst Hoegs (rettes til Hoecks) var formuende folk, hans enke flyttede til Gråsten og byggede sig der et nydeligt (sauberes) hus, som hendes onkel arvede og som nu (1864) tilhører og bebos af min fætter Julian, der er saddelmager.
? CHR: _ GODP justitsråd M. Gude, Consistorialassesor Jbbeken (rettes til Ibbeken) fru Langreuter. ?
Notater: Hustru -
Name: Friederike Luise Sophie Hartvig Sex: F Birth: 15 DEC 1731 in Augustenburg,,, 1 Death: 09 AUG 1818 in Augustenburg,,, Religion: ev Residence: Ulkebüll,,, NMR: 1 NCHI: 1 Note:
soll eine zänkische Frau gewesen sein
Aus den Erinnerungen des Pastors Karl Hansen im Jahr 1864 geschrieben
s. "Geschichte der Familie Ebeling", S. 46 der Familienchronik
Großmutter (Friederike Luise Sophie Ebeling) zog nun (nach dem Tod ihres Mannes im
Mai 1809) zu uns nach Augustenburg und bekam ein Zimmer oben. Einige von ihren Trag-
kisten und Schränken wurden auf den Boden aieuserhalb ihres Zimmers aufgestellt, und
da habe ich sie als Kind des Abends gehen und vor ihren Schränken und Kisten das
Kreuz schlagen sehen. Wir Kinder hatten niemals recht Zutrauen zu ihr und näherten
uns nur mit einer gewissen Ängstlichkeit, obwohl sie nicht unfreundlich gegen uns
war und uns zuweilen einen Schilling aus einer kleinen Blechbüchse schenkte, die
sie in ihrer Schieblade hatte, in demselben Tisch, an welchem sie so manches Jahr
in Ulkebüll gesessen hatte. In diesem Schillingschenken war sie stark; wenn ihr
Sohn, der Hausvogtin Gravenstein, zu Besuch kam, schenkte sie ihm auch einen
Schilling.
Sie verlor später auch das Augenlicht, so daß sie sich nicht anders beschäftigen
konnte als mit Spinnen; und dem blieb sie treu; Loviis blieb bei ihr, um sie zu
bepassen, aber fiel nicht selten in den Schlaf, wenn sie an Winterabenden allein
oben saßen. Dann konnten wir unten in der Stube die Alte rufen hören: "Loviis,
nun schläfst Du!"
Schließlich wurde die Alte bettlägerig und sehr schwach. Sie lag mehrere Wochen
und genaß nichts außer gebräunten Zucker, woran sie beständig sog. Das war im
Sommer 1818. Endlich starb sie ohne Schmerzen und ohne bei Besinnung zu sein. Das
Datum erinnere ich nicht; aber ich stand im Zimmer und schrieb an einem latein-
ischen Aufsatz oder so etwas; es war in dem Sommer, als ich confirmiert worden
war; und wirim Zimmer waren und wußten nicht, daß sie tot war, denn sie hatte
längere Zeit zwischen Leben und Tod gelegen. Es war die Lampe, die aus Mangel an
Öl ausgeht. Sie war damals 86 1/2 Jahre alt.
Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste
Denne hjemmeside blev lavet 4 Jun. 2013 med Legacy 7.5 fra Millennia